Økomærke til Madservice Kronjylland

Madservice Kronjylland har fået bronzemærket i økologi. Det betyder, at borgerne i Randers- og Norddjurs Kommune er sikret en økologiprocent på 30 – 60 i maden fra Madservice Kronjylland. Bronzemærket får ikke betydning for prisen.

I de forløbne år har Madservice Kronjylland arbejdet målrettet på at opnå bronzemærket i økologi. De har stillet krav om økologi i indkøbsaftaler, justeret opskrifter og eksperimenteret med økologiske fødevarer – og nu er det lykkedes.

”Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde vores kunder mere økologi til samme pris som før. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi nogle fødevarer er blevet billigere, og fordi vi har fået nogle gode indkøbsaftaler med fokus på økologi,” fortæller Marianne Sloth, leder af Madservice Kronjylland, og fortsætter:

”Det var meget vigtigt for os, at omlægningen til mere økologi ikke gik ud over prisen eller ændrede for meget i de opskrifter, som vores kunder sætter pris på. Nogle økologiske fødevarer opfører sig anderledes end deres ikke-økologiske alternativ, og derfor brugte vi meget tid på at eksperimentere og justere, før vi var tilfredse med resultatet.”

Et løft til økologien

Madservice Kronjylland leverer til privatpersoner i både Randers- og Norddjurs Kommune, og derudover står de for produktionen af 25 procent af maden, der serveres på plejecentre i Randers Kommune.

”Plejecentrene arbejder også på at servere mere økologisk mad til deres beboere, og vi er glade for, at vores bronzemærke kan understøtte deres indsats,” fortæller Marianne Sloth.

Bronzemærket betyder, at 30 – 60 procent af ingredienserne i maden er økologiske. Madservice Kronjylland har blandt andet valgt økologi i mange af deres grøntsager, mælkeprodukter, gryn og olier, og medarbejderne arbejder fortsat på at implementere økologiske fødevarer i produktionen.