Sådan afprøver vi nye opskrifter og smager til

Vi afprøver ofte nye opskrifter og smager vores retter til - bl.a. med hjælp fra et smagspanel.

Hos Madservice Kronjylland har vi stort fokus på at lave god mad, der rammer den brede smag.

Vi synes, at god kost er varieret kost. Derfor forpligter vi os til at få nye retter på vores menu flere gange i løbet af året.

Vi bruger den nødvendige tid på at afprøve nye opskrifter, og vi laver altid en testproduktion på mindst 50 portioner. Opskrifter skal tilpasses produktionsmetoderne i et storkøkken; for eksempel er vores opskrift på frikadeller beregnet til en produktion af 3.000 stk. ad gangen.

Vi bruger tid på at teste, så vi kan levere gode produkter til vores kunder. Medarbejderne bruger deres faglighed til at afprøve, justere, vurdere og smage til. Der skal bruges de rigtige krydderier, vi skal ramme den rigtige konsistens, og vi skal bevæge os inden for den brede smag.

Der ligger også et arbejde i at tilpasse retterne til de muligheder, vi har for anretning i bakkerne.

Smagspanel

Ældrerådet i Randers Kommune har et smagspanel, som bl.a. prøvespiser maden fra Madservice Kronjylland. Smagspanelet er med til at kvalitetssikre maden.

Når smagspanelet besøger Madservice Kronjylland prøvesmages mange forskellige retter. Retterne opvarmes på samme måde, som hos dig, der modtager maden i dit hjem.

Smagspanelet vurderer kvalitet, smag og udseende og kommer med konstruktiv kritik. Madservice Kronjylland tager kritikken til efterretning og justerer herefter opskrifter, produktion og pakning, hvis det er muligt.

Læs mere om smagspanelet på Randers Kommunes hjemmeside.

Har du input til maden?

Som kunde hos Madservice Kronjylland, er du altid velkommen til at komme med input til maden. Du kan kontakte os via tlf. 8915 8650 eller mail madservice.kronjylland@randers.dk, eller du kan tage en snak med chaufføren, som leverer maden til dig.